Danmarks Fikspunktregister er det officielle register for de fysiske fikspunkter i landskabet i hele Danmark, inklusiv Grønland og Færøerne. Disse fikspunkter udgør tilsammen et referencenet, med tilknyttede referencesystemer, som skaber grundlag for al opmåling og kortlægning.

Datasættet består af fikspunktsoplysninger som med koordinater og øvrige fikspunktsoplysninger, beskriver de fysiske markeringer i landskabet. Den samlede beskrivelse af hvert fikspunkt inkluderer koordinater i forskellige dimensioner (1D, 2D, 3D), kvalitet, type, beskaffenhed, beliggenhed, formål og tid i kombination med oversigtskort og målskitse. Det er vigtigt at bemærke, at ikke alle fikspunkter har alle nævnte informationer.

Fikspunkterne skaber tilsammen referencenettet, der sikrer en entydig sammenhæng mellem steder på kortet og steder i virkeligheden. Det gør det muligt at relatere opmåling og afsætning til en fælles national eller international reference.

I forbindelse med planlægning og udførsel af byggeri og anlægsarbejder er det derfor muligt at tage hensyn til andre elementer i landskabet, som er knyttet til samme reference: rør, ledninger og anden infrastruktur, ejendomsskel og administrative grænser, vandstand og mange andre fysiske og administrative elementer.

Dette datasæt er et afledt produkt af KDS's geodætiske fikspunktregister, og kun udvalgte punkter og deres attributter er tilgængelige.

Datasættet anvendes af en bred brugerbase, der spænder fra nysgerrige privatpersoner til fagfolk i bygge- og anlægsbranchen, landinspektører, forsknings- og uddannelsesinstitutioner samt et bredt udsnit af andre institutioner.

Da Fikspunktregistret indeholder data, der er blevet indsamlet gennem flere århundreder, har teknikken, metoderne og formålene ændret sig, hvilket har ført til løbende forbedringer af koordinaternes kvalitet.

Fikspunkterne er mere eller mindre stabile ankre på en dynamisk jord. De er fastgjorte og bevæger sig i takt med kontinentaldrift (få cm/år) og landhævningen efter afslutningen af den sidste istid (få mm/år), som stadig finder sted. Derudover kan der forekomme lokale sætninger og forskydninger. Der holdes øje med disse effekter gennem løbende målinger, men det ikke muligt at måle alt hele tiden, hvorfor kvaliteten af fikspunktsoplysninger kan variere meget afhængigt af, hvornår og hvordan de er blevet målt og beregnet.

Desuden er behovet for fysiske tilknytningspunkter i landskabet ikke så stort længere, da moderne opmålingsmetoder gør det mindre nødvendigt. Det er derfor ikke alle fikspunktsnet der fortsat opmåles og vedligeholdes. Datakvaliteten er særlig afhængig af opmålingstidspunktet og fremgår i varierende grad i de samlede fikspunktsoplysninger.

Desuden påvirker datasættets varierede tæthed også datakvaliteten. Et eksempel på dette er Grønlands og Færøernes fikspunktsnet, som er etableret og opmålt separat fra den øvrige del, resulterende i variationer i både kvalitet og tæthed.

Det er også værd at nævne, at det først er i nyere tid at Danmark har haft én samlet matrikelmyndighed. Ved arbejde, der involverer ældre opmålingsdata, anvendes dog stadig historiske koordinattyper.

Hvad angår planfikspunkter, begyndte opmålingen af landet i sidste halvdel af 1800-tallet, med "Den danske Gradmåling" og "Generalstabens Topografiske Afdeling" i det såkaldte "System GS". Dette system havde en nabonøjagtighed på ca. 45 cm/km. Fra 1922 til 1934 blev System34 etableret af det daværende "Geodætisk Institut" for at imødekomme de matrikulære og militære behov. Dette system havde en nabonøjagtighed på cirka 2 cm/km. I 1960érne blev hele landet beregnet samlet, og forbedrede afstandsmålinger medførte reducerede fejl og spændinger, hvilket resulterede i en nabonøjagtighed på cirka 2 cm/km. I dag udføres opmålingen primært ved brug af GNSS (Global Navigation Satellite System), hvor 17 permanente stationer udgør grundlaget for fikspunktsnettet.

Hvad angår højdefikspunkter, har danske højdeforhold været opmålt på landsplan tre gange siden 1880'erne (første, anden og tredje præcisionsnivellement). Højdefikspunkter forbinder vandstandsmålere over hele landet og definerer et fælles nulpunkt for højdemålinger. Højder refereres derfor ofte som "højden over havet" eller "koter", og enhver kote er knyttet til et kotesystem, som er etableret på baggrund af et præcisionsnivellement.

Forskellene i kotesystemer afspejler dels forbedrede måle- og databehandlingsmetoder, dels ændringer i de naturlige forhold, som koterne er bundet til, særligt ændringer vandstand og landbevægelser. Som resultat heraf kan koter i et kotesystem ikke umiddelbart benyttes sammen med koter i et andet, selvom de begge refererer til "højden over havet". Selvom der er tale om det samme hav, er det ikke nødvendigvis målt på samme tidspunkt og med samme viden om havets faktiske tilstand.

I Danmark har der været tre kotesystemer i brug - et for hvert præcisionsnivellement:

Første, Gradmålingens nivellement, blev afsluttet i 1905 og førte til definitionen af kotesystemet "Dansk Normal Nul GM", også kendt som DNN-GM og GM91.

Andet, gennemført af Geodætisk Institut og afsluttet i 1953 førte til kotesystemet DNN-GI.

Tredje, afsluttet i 1993, førte til "Dansk Vertikal Reference af 1990", DVR90, som er det nugældende kotesystem i Danmark.

Det overordnede højdenet gøres mere praktisk anvendeligt ved lokale "detailnet", som fører højdereferencen frem i landskabet til de steder der er brug for den - typisk ved nyanlæg af veje, kloakker eller byggeri. Nutidig opmåling udføres på tværs af landet ved hjælp af motoriseret nivellement med en cyklus